Jeg har holdt en pause fra Rendemasken siden juli. Jeg har nemlig fået en datter i august. Det har selvfølgelig taget fokus fra det kreative, men nu er jeg så småt ved at komme i gang igen. Mit kreative arbejde kredser dog naturligt nok en del om babytøj og babyting for tiden. Jeg håber, at det kan være til inspiration for folk, der venter småfolk selv – eller måske har nogen på vej i familien/vennekredsen.

Det første jeg viser frem er en gulvløber, jeg lavede til pigens værelse. Den er hæklet i stofgarnet Zpagetti og selvom det er tungt at sidde med, så er man hurtigt færdig med det, fordi det er så tykt garn. Jeg har lavet en slags vejledning, hvis du også har lyst til at kaste dig ud i at hækle en gulvløber.

25.08.15, Hæklet gulvtæppe (1) 25.08.15, Hæklet gulvtæppe (3)

Jeg har brugt den teknik, der hedder vævehækling for at få en lidt anderledes struktur end hvis jeg “bare” havde lavet fastmasker.

Til et tæppe af ca. samme størrelse som dette (75 x 120 cm) skal der bruges ca. 4 hele ruller Zpagetti. Jeg har haft lidt flere nøgler i sving for at få flere farveskift, men det bestemmer man jo selv. Jeg har hæklet mit tæppe med en nål nr. 12. Prøv dig lidt frem. Måske synes du, det fungerer bedre med en nr. 10.

Slå et ULIGE antal masker op til en passende bredde. Hækl en række med fastmasker tilbage, og begynd herefter strukturen således:
Vend med 1 lm.
1. rk: 1 fm i første fm, *1 lm, spring 1 fm over, 1 fm i næste fm* gentag til der er en 1 fm tilbage og lav 1 fm i denne.
Vend med 1 lm.
2. rk: 1 fm i første fm, 1 fm om lm fra sidste rk, *1 lm, spring fm over, 1 fm om lm fra sidste rk* gentag til der mangler 1 fm og lav en fm i denne.
Vend med 1 lm.
3. rk: 1 fm i første fm, *1 lm, 1 fm om lm fra sidste rk* gentag til der er 1 fm tilbage og lav 1 fm i denne.

Gentag 2. og 3. række, til du synes, løberen er langt nok. Vær opmærksom på, at der kan være stor forskel i tykkelsen på Zpagetti. Når du vælger farver, kan det betale sig at vælge nogen, der er nogenlunde ens i tykkelse. Men også små forskelle i tykkelse kan have indflydelse på løberens bredde. Dette kan du rette op på ved at tage ind og ud i maskeantal, når du skifter farve/garntykkelse. Hvis du skifter til en tykkere kvalitet, skal du tage nogle masker ind. Hvis du skifter til en tyndere kvalitet, skal du tage nogle masker ud. Læg tæppet ned på gulvet flere gange undervejs for at holde øje med, om bredden skal reguleres.

Indtagning: Der kan tages ind i siderne på løberen på de rækker, der hækles ligesom 3. rk. Her laves så en almindelig fm-indtagning.

Udtagning: Der kan tages ud i siderne på løberen ved at lave en ekstra lm og fm i den samme fm. Dette gøres også pænest på de rækker, der hækles ligesom 3. rk.

25.08.15, Hæklet gulvtæppe (5)

Share Button
Vævehæklet gulvløber – med vejledning
Tagged on: