Første skridt er altid at indse det selv, og som med så mange andre afhængighedsforhold er der også her tale om en voldsom social arv, som går flere generationer tilbage. Min oldemor hæklede, indtil hun var 90 og stæreblind. Assietter (fortrinsvis hvide, men også i højtidsfarver – røde til jul og gule og grønne til påske), mellemlægsservietter og småbitte grydelapper af den slags, hvor man uundgåeligt brænder fingrene, når man bruger dem, var hendes speciale. Hun hæklede ikke efter mønster, men fandt selv på undervejs eller lænede sig op ad billeder i ugeblade. Jeg tror faktisk ikke, hun kunne følge en hækleopskrift, men hvis man havde et billede, af den flakon man gerne ville have, kunne hun hækle en præcis magen til. Det har altid imponeret mig, for nogle af de der assietter var ret avancerede.

Krea-genet lever også hos min bedstemor, som strikker og syr korssting, og hos min mor, som syr alt sit tøj selv. Men hækleafhængigheden har sprunget et par generationer over og er havnet direkte hos mig. I øjeblikket hækler jeg amigurumi – små søde figurer. Som min oldemor hækler jeg også efter fri fantasi, for indersiden af mit hoved vrimler med figurer i alle afskygninger, og for at der ikke skal blive alt for overfyldt derinde, må de ud. Det hjælper min hæklenål mig med, og derfor går jeg sjældent nogen steder uden at medbringe garn. Billedet herunder viser et lille udsnit af figurer, jeg har hæklet. Fra venstre mod højre er det livstrætte, altid smøgtrængende Tim, Skaldepanden Oberst Häkl, og de to små nøgne mænd med bar røv og klaphat/sombrero.

 

Hækling er dog ikke min eneste last. Jeg garnfixer såmænd også med strik og broderi og maskinsyning bruger jeg, når garderoben skal piftes op. I kommer til at kunne læse meget mere om mine afhængigheder her.

Eksempel hæklerier

Share Button
Jeg hedder Asli, og jeg er en hækler